Koordineret pasning er placeret på dage, hvor der erfaringsmæssigt er lavt fremmøde af børn. I de perioder har vi mulighed for at få afviklet personaleferie, så flest mulige medarbejdere er tilstede når børnene er i deres dagtilbud.
I forældre skal tilmelde jeres børn til de koordinerede pasningsuger, herved får vi et overblik over antallet af børn der skal passes, og kan herfra tage stilling til hvor mange medarbejdere der skal på arbejde.
I forældre bedes være præcise omkring jeres børns pasningsbehov og kun tilmelde, når der er et behov - enten på grund af arbejde o.l
Ligesom vi voksne, har børn brug for pauser fra hverdagslivet.
Hvis I har brug for at jeres barn tilmeldes koordineret pasning, skal i overveje, hvornår jeres barn så skal have ferie.
Alle de koordinerede pasningsuger foregår i Børnehuset Mini-Max. Der vil være udvalgte dagplejere, som forestår den koordinerede feriepasning.
- Uge 7
- De tre dage op til påske
- Fredag efter kr. Himmelfartsdag
- Ugerne 29, 30, 31 Sommerferie
- Uge 42
- Dagene ml. jul og nytår (evt. dagene før)
Alle børnehuse og dagplejen holder lukket d.5 juni og juleaftensdag d.24 december.
Når dit barn er syg skal det blive hjemme. Feber alene afgør ikke om der er tale om sygdom.
Barnet skal være helt frisk efter et sygdomsforløb inden det kommer tilbage til dagtilbuddet.
Særligt i forhold til meget smitsomme sygdomme som bl.a. diarré, omgangssyge ol. er det vigtigt at barnet holdes hjemme til sygdommen er ovre.
Vi har særligt fokus på håndvask og beder jer forældre om at vaske hænder med jeres børn, når I afleverer.
Det lille barn har brug for søvn, herigennem restituerer barnet og får genopladet batterierne, så det kan få glæde af samværet med de andre børn og voksne. Særligt de mindste børn har brug for at få pauser gennem søvnen. Som udgangspunkt vækker vi ikke børnene, der kan dog være tilfælde, hvor der laves andre aftaler. Aftalerne vil altid tage udgangspunkt i barnet og ud fra en vurdering af barnets liv i hjemmet og i dagtilbuddet.
Hvis barnet får medicin skal I sørge for at medicinen så vidt muligt gives derhjemme,
men vi er kan være behjælpelig med at give medicin, som er ordineret af læge. Barnets navn skal fremgå af medicinemballagen, tillige med mængde/antal og frekvans for udlevering.
I dagplejen tilbydes børnene mad og drikkelse. Maden er varieret og tilpasset barnets alder. Der tilbydes mælk eller vand til måltiderne. Børn til og med 1 år får modermælkserstatning.
I vuggestuen har børnene madpakke med til hele dagen. Der tilbydes dog morgenmad, ligesom der serveres mælk eller vand til børnene. Børn til og med 1 år får modermælkserstatning.
I børnehaven har børnene madpakke med til hele dagen. Der tilbydes morgenmad og vand til børnene ved hvert måltid. Børnene opfordres til at have drikkedunk med vand i, så de har nem adgang til vand hele dagen.
Det er vigtigt, at I forældre tænker i, at lave en sund og nærende madpakke, så børnene har energi til hele dagen. Slik og saftevand skal ikke medbringes. Vi giver saftevand ved særlige lejligheder, og når vejret er meget varmt.
Vi fejrer barnets fødselsdag i dagtilbuddene. I forældre kan medbringe noget til uddeling til barnets gruppe, som barnet får lov at dele ud. Begræns gerne mængden af medbragte sager, og tænk gerne i alternativer til slik og andre søde sager.
For dagplejen gælder at børnene har bleer og vaskeklude med.
I vuggestuen får børnene bleer.
Hvis barnet bruger ble ved børnehavestart medbringer forældre bleer til børnehaven.
Det er vigtigt, at I medbringer skiftetøj og tøj tilpasset vejret. Samt fodtøj også egnet til al slags vejr. I skal ugentligt tjekke op på skiftetøjet.
For at sikre at garderoberne i børnehusene kan blive rengjorte, beder vi jer forældre at tømme garderoberne hver fredag. I den sammenhæng skal I tjekke op på skiftetøjet.
Der arbejdes i øjeblikket på at finde egnede lokaler til legestuer for dagplejen. Legestuen er en "træningsbane" for børnene hvor de øver sig i at være sammen i større børnefællesskaber, og med andre voksne.
Vores dagplejere er tilknyttet faste legestuegrupper.
Aula er vores kommunikationsplatform, hvor ledelse og medarbejdere lægger opslag og billeder op.
Det er muligt at sende små beskeder, men vi prioriterer at dialogen foregår i det daglige, eller ved samtaler om barnet.
Vi arbejder for et godt og ligeværdigt samarbejde med jer forældre.
Børnehave-, vuggestue- og dagplejebørnenes ferie og fridage meldes i "komme og gå" systemet på AULA, som er koblet op på skærmene i dagplejen og børnehusene.
Det er vigtigt, at I forældre bakker op om arrangementer i dagtilbuddene ex. arbejdsdag, lucia ol. Oplevelsen af at forældre, børn og medarbejdere, er fælles om noget, har værdi for børnene.
Udover at de små snakke i hverdagen med jer forældre har betydning for vores samarbejde, har dialogsamtaler omkring børnene stor værdi for vores fælles arbejde med børnene.